Årets Klatrer 2016 – Natacha Jagd

Natacha modtager prisen af Primula Aalund fra Dansk Klatreforbunds Bestyrelse

Natacha modtager prisen af Primula Aalund fra Dansk Klatreforbunds Bestyrelse

20 årige Natacha Jagd fra Dansk Bjerg & Klatreklub har gennem junior-årene udviklet sig til en af de dygtigste klatrere i Danmark.

Der er ikke noget der tyder på at udviklingen stopper her og 2016 blev endnu et vildt klatre-år. Natacha startede året med  road-trip under varmere himmelstrøg og på vejen blev det til en lang Tic-liste i 8. grad – heraf 3 stk. 8b og en Dansk rekord som den første kvindelige danske klatrer som topper 8b+   Det “gik ud over” den storslåede linje “Kale Borroka” i Siurana, Spanien
2016 blev også året hvor Natacha startede uddannelse i Odense og ret hurtigt begyndte at sprede god energi i Odense Boulderklub.
Efteråret blev kronet med Danmarksmester titlen i Lead Klatring i Århus i overlegen stil.

Natacha fortæller:
“Jeg er meget taknemmelig over at have modtaget prisen!  2016 var et godt klatreår for mig. Jeg havde gode muligheder for at rykke mine grænser udendørs, da min kæreste, Christian, og jeg opholdt os i Spanien i 2 1/2 måned i løbet af foråret! Turen var helt fantastisk og præstationerne gik også bedre end forventet.

Nu er jeg startet på fysioterapeut-studiet, hvilket selvfølgelig sætter lidt andre rammer i forhold til at rejse. Motivationen for at trække hårdt på klippe er højere end nogensinde og jeg vil sørge for at komme ud og gøre noget ved det! Håber 2017 vil blive et godt år også.”

Kæmpe tillykke til Natacha fra det Danske Klatremiljø

Årets klatrer er en pris, der uddeles af Dansk Klatreforbund til en senior-klatreatlet, der – på tværs af køn og uanset klatredisciplin, indenfor det sidste år – har skilt sig ud på et eller flere af følgende områder.

  • Har leveret toppræstationer i f.eks. konkurrencer, ekspeditioner eller andet
  • Har på særlig vis fungeret som inspiration og rollemodel for andre klatrere
  • Har udviklet sin klatring i en grad udover det sædvanlige
  • Har rykket personlige eller nationale grænser
  • Har gjort noget særligt for klatremiljøet i Danmark