Elite og talentudvikling

Dansk Klatreforbund har som sin vision at skabe fremtidens idrætsmiljø. Dette indbefatter bl.a. at skabe mulighed for sportslig udvikling og personlige eventyr. At dyrke klatring som en sport med konkurrenceoplevelser er en af vejene til at opfylde dette.

Bestyrelsen har sammen med eliteudvalget udarbejdet en Elite og talentudviklingspolitik, som bruges som ledesnor for forbundets arbejde på området.

Målsætningerne i politikken er:

  • Opbygning af træningsmiljø i de enkelte klubber.
  • Opbygning af talentudviklingsmiljø gennem regionale talentudviklingsgrupper og kraftcentre. Talentudviklingsmiljøet skal sikre udfordringer til alle, som ønsker at træne, konkurrere og blive bedre til at klatre.
  • Opbygning af en national elite i Danmark, som kan sørge for et stort konkurrencemiljø i mange aldersgrupper og på flere planer.
  • Opbygning af et landshold, som kan repræsentere Danmark internationalt og på sigt blande sig i den nordiske og internationale elite.

Tiltag

Træningsmiljø
Et godt træningsmiljø for børn og unge er den vigtigste grundpille for at kunne arbejde videre med at udvikle talentudviklingsmiljøer, elite og landshold. For at understøtte dette har vi helt overordnet arbejdet med at udvikle en række klubber gennem vores udviklingsprojekt med DIF – ”Fra bjergene til byen”. I projektet arbejdes der bl.a. med at udvikle træningsmiljø i klubben.
I 2017 sætter vi særligt fokus på juniortræning. Sammen med udvalgte klubber vil vi arbejde på at udvikle forskellige modeller for organisering af træning for børn og unge, samtidig med at vi giver klubbens trænere en masse inspiration og mulighed for at sparre med andre trænere.
Hvis jeres klub har lyst til at være med, så kontakt rikke@klatreforbund.dk

Elite og talentudvikling
Vi har gennem de sidste år afprøvet flere forskellige modeller for understøttelse af talentudvikling og elite. Med et klatremiljø som er i vækst og konstant udvikling har vi endnu ikke fundet den rigtige model, og vi forudser, at vi også de kommende år vil blive ved med at justere i både større og mindre grad på vores tilbud til de dygtigste konkurrenceklatrere i Danmark.
I 2017 arbejdes der med de to nedenstående grupper.

Landshold

Talentgruppen

Der arbejdes hele tiden på at udvikle konkurrencemiljøet og tilbyde udfordrende konkurrencer til så mange målgrupper som muligt.

Skriv et svar