Om Dansk Klatreforbund

Dansk klatreforbund er et specialforbund under DIF, som arbejder for at fremme og udvikle klatring i Danmark.
Forbundet har til formål at samle de danske klatreklubber og understøtte klubberne med uddannelse, konkurrencer, aktiviteter samt rådgivning og sparring. Fra 2013 optager forbundet også skoler og institutioner som medlemmer for at samle hele det danske klatremiljø.
Dansk Klatreforbund bliver gennem DIF tildelt en del af tipsmidlerne, som sammen med kontingent fra medlemmerne og deltagerbetaling finansierer forbundets aktiviteter.
Forbundet ledes af en bestyrelse på 7 personer, som vælges på det årlige repræsentantskabsmøde i november af repræsentantskabet, som er forbundets medlemmer. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for forbundet og vedtager vision, mål og politikker for forbundets arbejde. Sammen med bestyrelsen arbejder en række udvalg og arbejdsgrupper samt forbundets ansatte sammen mod visionen. De mange forskellige indsatser koordineres af de ansatte på kontoret.

Historie

  • Dansk Sportsklatreforbund blev stiftet d. 1. april 1995 af 9 klubber
  • Optaget som sportsforbund d. 1. januar 2004
  • Opgraderet til specialforbund d. 1. januar 2005
  • Skiftede navn til Dansk Klatreforbund d. 19. Marts 2006 og overtog dermed en række nationale opgaver, som tidligere blev varetaget af Dansk bjergklub

Medlemstal

Antallet af klatrere i Danmark er steget støt igennem mange år.

I 2014 var der knap 6500 medlemmer fordelt på 60 klubber.

Udviklingen i antallet af klubber i Dansk Klatreforbund

Udviklingen i antallet af klubber i Dansk Klatreforbund

Medlemsudviklingen i Dansk Klatreforbund

Medlemsudviklingen i Dansk Klatreforbund

Du kan se udviklingen i medlemstallet siden 2004 på DIF’s hjemmeside.

Repræsentantskabsmøder:
Dansk Klatreforbund er en demokratisk opbygget organisation, dvs. Det er forbundets medlemmer, som beslutter, hvad Dansk Klatreforbund skal arbejde med. Hvert år i november afholdes det årlige repræsentantskabsmøde, hvor alle medlemmer (klubber og skoler/institutioner) kan sende en repræsentant. På mødet fremlægger bestyrelsen en beretning om, hvad der er sket i det forgangne år og en plan med et budget for det næste år. Begge dele skal godkendes af de fremmødte repræsentanter. Derudover er der også valg til forbundets bestyrelse, således at medlemmerne kan vælge de personer, som skal lede Dansk Klatreforbund det næste år.
Du kan finde referater og andet materiale fra repræsentantskabsmøderne under dokumenter

Internationalt.
Dansk klatreforbund er medlem af to internationale klatreorganisationer:

IFSC: International Federation of Sport Climbing
Organisationen har fokus på klatring indendørs og især på konkurrencer. IFSC arrangerer WM, EM, World Cups og arbejder på at få klatring på det olympiske program.

UIAA: International Mountaineering and Climbing Federation (Union Internationale des Associations d’Alpinisme)
Organisationen har fokus på klatring udendørs og især på områderne acces og sikkerhed. UIAA arbejder på at få isklatring på det olympiske program.