Rutebygning

Rutebygning er en meget vigtig del af klatresporten på klatrevægge.

Foto: Ulrik Lund

Foto: Ulrik Lund

Klatresporten trænes ofte uden de hold- og træner-strukturer som findes i andre idrætter og derfor er klatrevæggens ruter og boulderproblemer fundamentet for kvaliteten og alsidigheden i træningen. Det er fair at sige at rutebyggeren er en form for træner!

Alle klatreklubber har et stort og umætteligt behov for en uendelig strøm af gode og udfordrende boulderproblemer og ruter på de relevante niveauer. Det kræver struktur, styring og en masse arbejdstimer at drive en spændende klatrefacilitet med kvalitet, variation og kadence.

Rutebygning er både et håndværk og en kunstart. Først og fremmest skal man lære de grundlæggende principper og sikkerheden rundt om. Så skal der bygges erfaring op og efterhånden stiger kvaliteten  i de problemer og ruter man får lavet. Det er super spændende og lærerigt at “sette” problemer og bliver du hooked på klatring bør rutebygning blive en fast del af dit klatreliv til gavn for både dig selv og andre som kan nyde godt af dit håndværk og din kunst!

Uddannelse
Dansk Klatreforbund har igangsat et helt nyt uddannelseskoncept omkring rutebygning. Konceptet består af en uddannelsestrappe med indhold som er tilpasset dit niveau.

NIVEAU 1 – Rutebyg Basis
Rutebyg Basis er en skabelon til det kursus som klubberne selv bør tilbyde sine medlemmer. Kurset kan sammenlignes med et sikringskursus og skal give klubbens energiske klatrere et Basis-niveau i rutebygning. Når du har været igennem Rutebyg Basis kan du blive en del af klubbens samlede rutebyg koncept under vejledning af klubbens overordnede rutebyg ansvarlige.

NIVEAU 2 – Rutebygger Uddannelse
Rutebygger uddannelsen er rettet mod erfarne rutebyggere og sigter på at skærpe kompetencerne gennem reflektion og øvelser ved både ruteklatring og bouldering. Uddannelsen skal ligeledes give vigtige input til hvordan klubbens overordnede koncept og system skal drives og give kompetence til at uddanne klubbens medlemmer. Her er uddannelsens 4 fokus områder:

1: At blive en endnu dygtigere rutebygger
2: At blive en af klubbens rutebyg ansvarlige
3: At blive uddanner på Niveau 1 grundkurset “Rutebyg Basis” i klubben
4: At lære at bygge en simple breddekonkurrencer

NIVEAU 3 – Videreuddannelse af de dygtigste
Niveau 3 består af 2 tilbud:

Assistent ved konkurrencer
Det ene tilbud er en form for mesterlære for de allerdygtigste rutebyg talenter i Danmark. Her får du mulighed for at fungere som assistent-rutebygger for enten en International anderkendt konkurrence rutebygger eller en af Danmarks dygtigste – ved en af de store årlige konkurrencer i Danmark. DM eller NM.

Masterclass
Det andet tilbud består i at du får mulighed for at deltage i en eksklusiv Masterclass som kan inspirere Niveau 2 og 3 rutebyggere til videre dygtiggørelse. De forskellige masterclasses vil tage afsæt i  tidens trends og bærer stærkt præg at underviserens personlige filosofi, ideer og erfaringer.

Se div. materialer HER

Rutebyg