Traditionel klatring

Når man klatrer på klipper, hvor der ikke er boret bolte ind i klippen, kaldes det traditionel klatring. Ofte forkortes det til “trad” eller omtales som “kileklatring”. I stedet for bolte, sikrer man med forskellige typer sikringsmidler, som kan kile sig fast i sprækker i klippen. Primært kiler og friends.

Traditionel klatring stiller større krav til udøvernes viden og færdigheder. Ruterne er ikke “lagt til rette” på samme måde som i sportsklatring, og sikkerheden består i, at man hele tiden foretager de rette valg. Der er flere ting, som kan gå galt, og risikoen er derfor større end i sportsklatring. Til gengæld giver traditionel klatring nogle oplevelser, som man ikke får i sportsklatring. Hvis man vil klatre traditionel klatring, skal man lære det grundigt og bygge sine færdigheder op ved at klatre mange lette ruter. Dansk Klatreforbund anbefaler, at man tager et kursus i traditionel klatring og vi udbyder hvert år en række kurser, med uddannede instruktører, som du kan tilmelde dig via kalenderen.

Traditionel klatring er grundlaget for at kunne klatre lange ruter, som ikke er boltet, og for at klatre alpin klatring. Man kan også vælge at holde sig til ruter på en enkelt reblængde. Når man bliver rutineret, så man kan vurdere sikringsmulighederne, kan man begynde at klatre vanskeligere ruter, og så er traditionel klatring ikke så forskellig fra sportsklatring.

20090919-protection

Kileklatring på Kullen Foto: Ulrik Hasemann

Udstyr til traditionel klatring (ud over det man skal bruge til sportsklatring)

  • Kiler – aluminiumskiler til at sætte fast i klippesprækker. Man kan begynde med at sæt på 10
  • Friends – et sikringsmiddel, som ekspanderer, så det passer ind i parallelle sprækker
  • Kilepirk – et lille redskab, som gør det muligt at få fat i sine sikringsmidler igen, hvis de sidder fast i klippen
  • Hjelm – mange af de steder, hvor man klatrer traditionel klatring, kan der være løs klippe, så en hjelm er påkrævet

Hvor kan man klatre traditionel klatring?

Det nærmeste sted for sjællænderne er Kullen i Sydsverige, og det er også her de fleste kurser bliver afholdt. For jyderne er området omkring Göteborg lettere at komme til, og her er der mange muligheder for traditionel klatring. Nord for Göteborg ligger Bohuslen, som er hjemsted for noget af det bedste traditionelle klatring i verden. Der er altså masser af muligheder for weekendklatring, når man bor i Danmark.

Andre steder i verden

  • Red Rocks, Nevada, USA
  • Joshua Tree, Californien, USA
  • Yosemite, Californien, USA
  • Peak District, England
  • Kolsås, Oslo
  • Romsdal, Norge
  • Chamonix, Frankrig
Den mest berømte rute på Kullen - "Fingerjam"

Den mest berømte rute på Kullen – “Fingerjam”