Sikkerhed ved klippeklatring - hvad kan vi lære af ulykkesrapporterne?
- Rune Windfeld
- for 3 dage siden
- 7 min læsning
Med det gode forårsvejr kommer også udendørssæsonen for klatring. Mange danske klatrere ser turene til klipperne på Bornholm, i Sydsverige eller sydpå som højdepunktet på året.
Det er dog også værd at huske på, at klipperne og bjergene tilføjer nogle lag af risiko, som moderne klatrehaller er fri for. Dermed er årstiden en god anledning til en artikel om sikkerhed ved udendørsklatring.
I det danske klatremilijø har vi generelt en stærk sikkerhedskultur. Dansk Klatreforbund bidrager til sikkerheden med vores veludbyggede uddannelsessystem, som dækker hele rejsen fra de første toprebsture i klatrehallen til avancerede instruktørkurser på naturlige klipper.
Ud over vores uddannelser, opsamler klatreforbundet også viden om sikkerhed. Vores instruktører, sikkerhedsudvalget og de ansatte i sekretariatet udgør en kæmpe vidensbank, hvor vi både følger med i nye teknikker og impulser fra de større klatrenationer og indsamler viden om ulykker og nærved-ulykker i dansk kontekst.
Dansk Klatreforbund har indsamlet ulykkesrapporter systematisk siden 2014. Vi har nu 60 rapporter, men man må formode, at der er et betydeligt skyggetal.
Denne artikel handler om sikkerhed ved klippeklatring. I de danske ulykkesrapporter har vi 15, som omhandler udendørs klatring. Altså 25% af de indrapporterede hændelser.
Det er glædeligt, at der ikke har været en dødsulykke i regi af danske klatreklubber siden 2014 (der har dog været flere dødsulykker, hvor danskere på kommercielle ekspeditioner eller på skiture er omkommet).
15 ulykker er naturligvis ikke et holdbart grundlag at trække egentlig statistik fra, men fra de større klatrelande i Europa og Nordamerika findes der undersøgelser, som viser, hvilke situationer, der fører til ulykker ved klippeklatring. Hvis du vil læse mere om dette, kan du finde links nederst i artiklen.
Jeg vil bruge nogle af de danske ulykkesrapporter til at anskueliggøre pointerne fra udlandet.
Typer af klatreulykker
Man kan dele de klatrerelaterede ulykker ind i fire hovedkategorier:
· Fald
· Stenfald/laviner
· Transport til og fra klippen samt ophold ved klippen
· Abseil
Fald
Størstedelen af vores sikkerhedssystem handler om at gøre det sikkert at falde. Naturligt nok er hele sikringskæden, sele-bremse-reb-quickdraws-bolte, opbygget netop for at gøre det muligt at falde uden risiko for alvorlige skader. Alligevel sker de fleste skader i forbindelse med fald.
Der er flere scenarier i denne kategori. Et scenarie er, at sikringspersonen ikke får standset faldet, og klatreren simpelthen falder til jorden. Det har vi set i flere tilfælde i de danske ulykker – både ved topreb og ved føring.
Forebyggelsen handler naturligvis om at få en masse træning i sikringsteknik, om at være opmærksom på vægtforskel mellem klatrer og sikringsperson og om at lære at genkende risikable situationer (f.eks. højt klip ved anden-tredje-fjerde bolt). For mange klatrere vil assisterende bremser give en større sikkerhedsmargin end en tube-bremse.
Den gode nyhed er, at man kan øve det meste hjemme i klatrehallen. Vi har beskrevet et kursus i avanceret faldtræning, hvor der er en masse gode råd til denne træning.
Det er også vigtigt at huske, at et klippemiljø ofte byder på flere udfordringer end en indendørs klatrevæg. Der er ofte hylder, man kan ramme, der kan være langt mellem boltene med deraf følgende større kræfter i faldet, og ofte er der så langt op til første bolt, at man reelt ikke kan slippe uskadt fra et fald tidligt på ruten. Her kan en clip-stick være en god investering.
Traditionel klatring byder på den særlige udfordring, at man selv er ansvarlig for at sætte sine sikringer. På en velsikret rute med fast klippe kan det være mere sikkert end en sportsrute, fordi man kan sætte sikringerne tæt. Ude i virkeligheden, f.eks. på Kullen, vil man dog ofte møde ruter, hvor sikringspunkterne ikke er åbenlyse og grebene har dårlig sammenhængskraft med klippen.
Vi har to indberetninger, hvor traditionelle sikringer er røget ud under belastning, hvilket har ført til lange fald. Heldigvis har næste sikring standset faldet i begge tilfælde.
Rådet her må være, at man skal begynde roligt med traditionel klatring og fokusere på at sætte perfekte sikringer. Ideelt set skal der være sikringer mellem klatreren og jorden/hylder, som modsvarer et anker. Man kan tænke på det på denne måde: hvis man ikke er villig til at abseile i den sikring, som holder en fri af jorden, er man så ikke i princippet i gang med soloklatring?
Stenfald/laviner
Vi har kun en enkelt indberetning om danskere, som blev taget af en lavine. Det siger sig selv, at man har brug for en masse viden, før man bringer sig i en højalpin situation, hvor der er lavinefare. Det ligger lidt udenfor formålet med denne artikel.
I de danske indberetninger har vi kun et enkelt tilfælde, hvor en klatrer bliver ramt af faldende sten. Det må siges at være billigt sluppet (altså ud fra en statistisk betragtning, klatreren er muligvis ikke enig). I Nordamerika og alpelandene er stenfald en prominent årsag til skader – ofte er der tale om meget alvorlige skader og dødsfald.
Det burde være unødvendigt at nævne, at brug af hjelm anbefales til klatring på Kullen og lignende steder, hvor risikoen for stenfald er stor. En anden fordel ved at bruge hjelm er, at den giver en grad af beskyttelse, hvis man falder og rammer klippevæggen eller falder til jorden. En ulykke i Moseløkken stenbrud på Bornholm involverede en klatrer, der vendte rundt i et fald og ramte en hylde med hovedet – uden hjelm. Klatreren fik hul i hovedet og hjernerystelse, men overlevede. En hjelm vil i mange tilfælde afbøde de værste hovedskader, derfor anbefaler vi også, at man bruger hjelm til sportsklatring på klipper.
En lidt overset faktor i forhold til stenfald er klatrerens egen erfaring med klippeklatring. I klatrehallen møder man ikke mange løse greb, men hvis man klatrer jævnligt i naturen, bør man lære sig at vurdere risikoen for løse greb.
Hvis man finder et tydeligt løst greb, som ikke umiddelbart kan fjernes, kan man markere det med et kryds med kalk.
Transport til og fra klippen samt ophold ved klippen
Denne kategori samler de fleste ulykker, som sker i let terræn, når man ikke er en del af en sikringskæde. I bjergene er udskridninger på is og sne en væsentlig årsag til dødsulykker. Vi har ikke nogen af den slags ulykker i indberetningerne siden 2014, men det har tidligere været årsag til flere dødsulykker for danske klatrere.
I indberetningerne indgår der seks ulykker, som er sket under ophold ved klippen eller på vej til og fra klippen, altså en relativt markant andel på 10%. Flere af ulykkerne førte til alvorlige skader.
Ikke færre end tre af disse ulykker skete i Moseløkken stenbrud. Det skyldes ikke nødvendigvis, at netop dette klatrested er særligt farligt, men skyldes nok snarere, at det er et sted, hvor der er stor aktivitet og mange klatrere.
En ulykke skete, da en klatrer trådte tilbage under rutelæsning mens han stod på en afsats. To andre skete under transport til de øvre vægge ”Overen” og ”Store Gumbas”. Den samme type ulykke kunne være sket på mange, måske de fleste, andre klipper ude i verden – selv om et sportsklatreområde er veludstyret med gode bolte og ankre, er naturlige klippeformationer bare et utilgivende miljø, hvor man skal være opmærksom.
Abseil
Abseilulykker er en kategori, som altid optræder i bjerglandenes statistikker. Denne type ulykker fører ofte til dødsfald, da man jo i sagens natur risikerer et langt frit fald, når noget går galt under abseil.
Vi har ikke egentlige abseilulykker iblandt indberetningerne lige nu, men har dog en enkelt nærved-ulykke, hvor abseilrebet blev slidt delvist i stykker over en skarp kant. I 2024 var der en abseilulykke med en meget rutineret dansk klatrer, men årsagerne til ulykken er ikke klarlagt endnu. Tidligere har der været flere ulykker, hvor danske klatrere er afgået ved døden på grund af abseilulykker.
Tre scenarier dominerer ved denne kategori af ulykker:
Ankeret svigter. Dette vil typisk være under traditionel klatring. Hovedreglen er, at man abseiler i minimum to perfekte og uafhængige sikringer eller i et stort og rodfast træ.
Abseil ud over enden af rebet. Der har tidligere været en del debat for og imod at binde knuder på enden af abseilrebene. Det er værd at huske på, at manglende knuder er en vedvarende årsag til dødsulykker, mens knuder i enden af rebene i værste fald giver lidt ekstra besvær – det burde være en let afvejning.
Fald fra standplads under skift til nyt abseil. Dette scenarie optræder ikke i de foreliggende ulykkesrapporter, men der har været mindst et dødsfald og en meget alvorlig ulykke blandt danske klatrere. Hovedreglen er, at man ikke tager sig ud af det system, man hænger i, før man har belastet det nye system.
Konklusion
Som klatrer bør man kende til de risici, der er ved de klatrediscipliner, man har valgt at dyrke. Læsning af ulykkesrapporter er en god måde at blive klogere. Man skal dog også huske på, at ulykkerne repræsenterer en meget lille del af den samlede mængde klatring. Hvis man opfører sig fornuftigt, kan man nyde en lang klatrekarriere uden alvorlige uheld.
Det er vanskeligt kort at opsummere al den viden, som ligger i Dansk Klatreforbunds uddannelser, men følgende råd er gældende for alle klatrere, uanset hvilke klippeeventyr, de ønsker at kaste sig ud i:
Vær ærlig omkring risikoniveau – der er ikke som sådan noget galt i at vælge at løbe en risiko, det er en del af i hvert fald nogle klatrediscipliner. Udfordringen er, hvis du ikke har viden eller vilje til at erkende, når du løber en risiko.
Er der højt op til første bolt? Så vær ærlig overfor dig selv og erkend, at du risikerer at brække et ben, hvis du falder før første klip. Er det risikoen værd, eller er det bedre at klatre en anden rute?
Uddan dig til den aktivitet, du skal udøve – det kan være formelle kurser med uddannede instruktører eller mesterlære hos rutinerede klatrere.
Byg dine færdigheder langsomt op og hold dem ved lige – moderne klatrehaller og boulderhaller giver mulighed for hurtig progression og for at få spændende og sportslige klatreoplevelser med det samme, og det er jo et stort plus for sporten. Når man dyrker klatring i naturen, er det dog ofte nødvendigt at gå mere forsigtigt til værks. Klipper og bjerge er ikke lagt til rette for at være lettilgængelige, og du kan komme meget galt afsted, hvis du overvurderer egne evner. Se færdighedstilegnelse og erfaringsopbygning som en del af oplevelsen, klipperne ligger der også til næste år og om 10 år.
Dansk Klatreforbund ønsker alle en god og sikker klatresæson.
Fotos i denne artikel af:
Kim Sally Pedersen
Rasmus Nielsen
Henrik Stephansen
Læs selv videre.
Kommentarer