top of page
Søg
  • Lasse Pedersen

Træneruddannelser i Klatreforbundet

Klatring som sport er i fuld udvikling, lige fra antallet af aktive klatrere internationalt og nationalt, til udviklingen af faciliteter, udbuddet af klatregreb og opbygningen af nye faciliteter. Rutebyg er også i konstant udvikling og dermed også til de tekniske, styrke- og bevægelsesmæssige krav klatrere bliver mødt med på klatrevægge herhjemme og i udlandet.

Der er fokus på børn og unge i det danske klatremiljø. Klubberne i Danmark gør deres bedste for at tilrettelægge og tilbyde den bedst mulige børn- og ungetræning og Dansk Klatreforbund har udviklet et juniorprogram der både skal omfavne bredden og eliten. Alt sammen for at tilbyde de bedste vilkår for en spændende og alsidig træning, der skaber læring samt motivation og i sidste ende måske får de unge til at fortsætte med at udforske klatring ind i deres voksenliv.

For at følge udviklingen og ruste trænerne i klubberne til at tilrettelægge den bedst mulige træning for både børn, unge og voksne, har vi i Klatreforbundet revideret vores Træneruddannelser. Både opbygningen og indholdet i uddannelsen har fået et løft. Indholdet på uddannelserne spænder bredt og skal give den enkelte træner kompetencer og inspiration til at planlægge og gennemføre den bedst mulige træning for deres udøvere. Hver træner kommer med sine kompetencer og erfaringer, disse skal sættes i spil og anvendes i kombination med relevant viden om træning generelt og selvfølgelig især om træning i en klatrekontekst.

På hvilken måde er uddannelserne forandret?

Der er lavet en større omstrukturering af Klatreforbundets træneruddannelser. Nedenstående kan du se de mulige uddannelser:

· Assistenttræner: 8 timers kursusdag.

· Træner 1: e-læring, hjemmeopgave (2 timer) og 32 timers undervisning.

· Træner 2: DIF (e-læring + 36 timers undervisning) og Klatreforbundets ”SPOT” moduler (25 timers undervisning).


Assistenttræner

Det er nu muligt at tage en Assistenttræner uddannelse. Det er et 8 timers kursus der afholdes på én dag. Dette kursus er for nye eller kommende trænere, som gerne vil i gang med trænergerningen, Assistenttræneruddannelsen en god teaser til Træner 1. Hvis I har unge udøvere i klubben der gerne vil i gang med trænergerningen, er denne uddannelse en perfekt start.


Træner 1

Træner 1 er opbygget således at den er direkte adgangsgivende til Danmarks Idræts Forbunds Træner 2 uddannelse. Dette er gjort så man uanset uddannelsesambitioner kan komme let videre med sin uddannelseskarriere inden for trænerfaget. Rent praktisk betyder det at der udover 4 gange 8 timers undervisning, er krav om at gennemføre e-læringsmoduler (om generelle træningsbegreber) samt at deltagerne skal skrive en hjemmeopgave, svarende til 2 timers arbejde.

En anden ændring går ud på at Træner 1 købes som en samlet uddannelse og de fire moduler gennemføres i kronologisk rækkefølge. Det er en stor styrke at gennemføre uddannelsesforløbet som et samlet hold og gerne med et miks af trænere fra flere forskellige klubber, således flest mulige synspunkter og perspektiver på træning kan deles og diskuteres.

Indholdet på de fire moduler spænder bredt. Hvert modul består af 2-5 temaer som vi arbejder teoretisk og praktisk med på kursusdagene.


Træner 2

En samlet Træner 2 uddannelse består af:

· DIF´ s Træner 2: Dette er en generel uddannelse der giver dig viden om bl.a. fysiologi, fysisk træning, redskaber til bevægelsesanalyse m.m. Du skal gennemføre 5 e-læringsmoduler forud for kursusstart. Undervisningen foregår over 2 weekender og udbydes i Idrættens Hus i Brøndby.

· Klatreforbundets Træner 2: ”SPOT” moduler, hvor vi arbejder specifikt og i høj grad praktisk med klatretrænings relaterede emner. Undervisningen foregår over tre dage.


En samlet Træner 2 er adgangsgivende til Diplomtræneruddannelsen der udbydes af DIF.


Vi glæder os til at afholde de nye Træneruddannelser og håber I bliver glade for dem ude i klubberne!

11 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page